At købe hus i Frankrig
Praktiske råd
Når man flytter til Frankrig og køber hus, åbner der sig en helt ny verden – ikke kun af smukke landskaber og fransk kultur, men også af praktiske systemer og regler, som fungerer anderledes end dem, vi kender fra Danmark.
Vi har selv været igennem processen og har brugt mange timer på at finde information, forstå det offentlige system og få styr på alt fra ejendomsskat til forsikring. Det har været en lærerig rejse – og den viden vil vi gerne dele med dig.
Her på siden finder du vores erfaringer, tips og guides, som forhåbentlig kan gøre din overgang lidt lettere og spare dig for noget af det benarbejde, vi selv har været igennem. Vi håber, du finder inspiration og hjælp – og måske endda modet til at tage springet selv.
Bienvenue – og god læselyst!
Strøm
Ved overtagelse af en bolig i Frankrig er det den nye ejer, der selv har ansvaret for at tilmelde sig elforsyning. Dette er ikke noget, der sker automatisk ved ejendomsoverdragelsen.
Sådan gør du:
-
Den primære elleverandør i Frankrig er EDF (Électricité de France), som er statsejet og dækker størstedelen af landet.
-
Du kan oprette en konto hos EDF online via deres hjemmeside edf.fr eller kontakte dem telefonisk, og det fantastiske er at de har en telefonlinje hvor de taler engelsk
-
Du skal bruge:
-
Adresse på ejendommen
-
Dato for overtagelse
-
Målernummer (numéro de compteur) – findes på elmåleren - 14 cifret nummer
-
Målerstand hvis det ikke er en elektronisk måler, der automatisk sender besked til elselskabet
-
Et bankkontonummer og det kan fint være en dansk SEPA konto for at oprette til betalingsservice.
-


Forsikring
Når man overtager et hus i Frankrig, er det vigtigt at være opmærksom på, at man selv skal medbringe dokumentation for, at huset er forsikret – allerede ved nøgleoverdragelsen. Det er ikke noget, der automatisk bliver ordnet, som man måske kender det fra Danmark.
Vi kontaktede både et fransk forsikringsselskab og en dansk forsikringsmægler med base i Frankrig. Prisen var stort set den samme, men oplevelsen var meget forskellig. Hos det franske selskab foregik alt på fransk, og det var svært at få klarhed over, hvad forsikringen egentlig dækkede. Den danske forsikringsmægler kunne derimod forklare os præcis, hvordan vi var dækket i forhold til franske regler og hvad vi skulle være særligt opmærksomme på.
Det gav os både tryghed og overblik – og vi kan varmt anbefale at bruge en forsikringsmægler, der kender både det danske og det franske system.
Bankkonto
-
Mange banker kræver, at du er bosiddende i Frankrig, før du kan åbne en konto.
-
Det kan derfor være vanskeligt at få en konto før skødet er underskrevet, hvilket skaber en klassisk “hønen og ægget”-situation, især når du skal have forsikring og betale regninger.
-
Digitale banker som Wise eller Revolut kan være et alternativ, da de ofte tillader oprettelse uden lokal adresse og tilbyder SEPA-kompatible eurokonti.
-
Start med en SEPA-overførselsløsning fra din danske bank, indtil du er officielt bosiddende.
-
Når du er bosiddende, kan du vælge mellem store franske banker som BNP Paribas, Crédit Agricole eller La Banque Postale.
