Et uderum i forvandling
- Anne Birgitte Christensen
- 30. nov. 2025
- 2 min læsning
Da vi overtog huset i Frankrig, bar have og udendørsarealer tydeligt præg af, at de ældre mennesker, som havde boet her i næsten 40 år, til sidst ikke længere havde haft kræfterne til at passe den store grund på over 3.200 m².
Der var rigtig meget ukrudt, indkørslen og flisebelægningerne trængte til en kærlig hånd, og flere planter var gået ud, mens andre havde vokset sig meget store. Potentialet var tydeligt – og det samme var opgaven, som blev prioriteret i de første 14 dage vi var i huset. Nu hjemme i Danmark igen puster vi ud, men vil gerne dele hvad vi nåede at udrette i første omgang.
Vi besluttede os for at give hele udeområdet en makeover. I alt lagde vi 40 tons marmorgrus ud på gangarealer, i blomsterbede, i indkørslen og på de områder, der bruges mest. Samtidig anvendte vi en masse fiberdug for at begrænse fremtidig ukrudtsvækst og gøre haven lettere at holde. Når jeg skriver vi, så var det Bjarne der med skovl og trillebør fordelte 40 tons sten. Vi skulle have haft en minilæsser til hjælpe, men det var så ikke muligt, så med jysk stædighed gik Bjarne i gang.
Der, hvor det var nødvendigt, plantede Bjarne nye buske og blomster for igen at skabe form, liv og farve i haven. For at spare tid mens vi var i Frankrig havde vi på forhånd lavet en planteplan og bestilt planterne til levering, og ingen problemer planterne blev leveret som aftalt. Vi havde også bestilt en ny pergola til levering, og den fik Bjarne også samlet og sat op som erstatning for den gamle, som var rusten og træt.
Allerede nu fremstår det hele langt mere harmonisk, ryddeligt og indbydende. Haven er i gang med at blive et skønt uderum, hvor vi kan slappe af og nyde den franske livsstil.
Det næste skridt bliver maling af træværk, flere havemøbler, dekoration i form af krukker og lamper og ikke mindst en grill til udekøkkenet.











Kommentarer